Vedtægter
Vedtægter for Frivilligcenter Helsinge
§ 1 Navn og hjemsted
Foreningens navn er ”Frivilligcenter Helsinge”. Foreningens hjemsted er Gribskov Kommune.
§ 2 Formål
Stk. 1 Foreningens formål er:
- At øge omfanget af det frivillige sociale arbejde i Gribskov, ved at understøtte deltagelse i frivillige sociale og kulturelle fællesskaber; gøre det let at deltage, let at blive frivillig og let at finde frem til hjælp og støtte i civilsamfundet.
- At styrke kvaliteten og mangfoldigheden i foreninger og fællesskaber ved at understøtte, udvikle og inspirere frivillige sociale og kulturelle foreninger og initiativer, samt hjælpe nye fællesskaber i gang.
- At arbejde for sammenhæng i de sociale indsatser ved at bygge bro imellem civilsamfundets indsatser og kommunale indsatser m.fl. og ved at skabe samarbejde og netværk på tværs.
Stk. 2 Foreningen følger Socialstyrelsens overordnede ramme og vilkår for tilsagn om støtte til drift af et frivilligcenter.
Stk. 3 Foreningen er uafhængig af politiske og religiøse interesser.
§ 3 Medlemskab og kontingent
Stk. 1 Foreninger og grupper med virke i Gribskov Kommune samt enkeltpersoner, der ønsker at støtte frivilligcentrets formål.
Stk. 2 Bestyrelsen afgør i tvivlstilfælde, hvem der kan optages.
Stk. 3 Kontingent fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling, for det efterfølgende kalenderår.
§ 4 Ordinær generalforsamling
Stk. 1 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle spørgsmål. Vedtagelser på generalforsamlingen sker ved almindeligt stemmeflertal bortset fra afstemning om vedtægtsændringer og foreningens opløsning jf. §§9 og 11
Stk. 2 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 4 ugers varsel ved annoncering på foreningens hjemmeside.
Stk. 3 Generalforsamlingens dagsorden skal som minimum indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent og referent samt 2 stemmetællere.
- Bestyrelsens beretning forelægges til godkendelse.
- Regnskab med erklæring fremlægges til godkendelse, og kontingent for det kommende kalenderår fastsættes
- Forelæggelse af budget for det kommende år til orientering.
- Behandling af evt. indkomne forslag.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer
- Valg af suppleanter
- Valg af revisor
- Eventuelt
Stk. 4 Forslag der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelseslederen skriftligt i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Forslagsstilleren skal være til stede ved generalforsamlingen
Stk. 5 Alle fremmødte medlemmer af Frivilligcenter Helsinge har taleret på generalforsamlingen. Hvert personligt medlem har én stemme og kan stemme når kontingentet er betalt. Hvert foreningsmedlem har to stemmer og kan stemme når kontingentet er betalt. Dokumentation for at betaling har fundet sted, kan om nødvendigt kræves på generalforsamlingen.
Stk. 6 Afstemning skal finde sted skriftligt., såfremt 3 af de tilstedeværende medlemmer måtte ønske det.
stk. 7. Endelig dagsorden for generalforsamling samt Frivilligcenter Helsinges regnskab med erklæring og budget, offentliggøres på Frivilligcenter Helsinges hjemmeside senest 8 dage før generalforsamlingen afholdes.
§ 5 Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, eller hvis mindst 2/3 af medlemmerne kræver det, med skriftlig angivelse af dagsorden.
Stk. 2 Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes med 14 dages varsel, vedhæftet dagsorden og begrundelse. Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 3 uger efter kravets fremsættelse.
Stk. 3 Den ekstraordinære generalforsamling har samme myndighed som den ordinære.
§ 6 Bestyrelse
Stk. 1 For at blive valgt til bestyrelsen eller som suppleant, skal man være medlem af Frivilligcenter Helsinge.
Stk. 2 Bestyrelsen består af min. 5 max. 7 medlemmer. Det ene medlem udpeges af Gribskov Kommune. Derudover kan bestyrelsen udpege endnu et medlem uden for foreningens medlemskreds.
Bestyrelsesmedlemmer vælges for to år ad gangen, således at kun halvdelen af bestyrelsen er på valg hvert år. Genvalg kan finde sted. På generalforsamlingen vælges desuden en 1. suppleant og en 2. suppleant for en etårig periode.
Stk.3 Bestyrelsen konstituerer sig selv på første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen med bestyrelsesleder, vice-bestyrelsesleder og kasserer. Kommunens repræsentant kan ikke være bestyrelsesleder eller vice-bestyrelsesleder.
Stk. 4 Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer er til stede. Bestyrelsen træffer beslutninger ved simpelt stemmeflertal. Kommunens repræsentant i bestyrelsen har ikke stemmeret. Bestyrelseslederens stemme er udslagsgivende i tilfælde af stemmelighed.
Stk. 5 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 7 Tegning og hæftelse
Stk. 1 Foreningen tegnes af bestyrelsesleder eller vice-bestyrelsesleder og den daglige leder i forening eller af bestyrelsesleder og vice-bestyrelsesleder samt et bestyrelsesmedlem i forening.
Stk. 2 Foreningens medlemmer og bestyrelse hæfter ikke personligt for foreningens forpligtelser.
§ 8 Revision
Stk. 1 Foreningens regnskab følger kalenderåret og der afgives en erklæring af den revisor som er valgt på generalforsamlingen.
§ 9 Vedtægtsændringer
Stk. 1 Vedtægtsændringer kan kun ske efter vedtagelse på to på hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær. På den ordinære generalforsamling træffes afgørelsen med 2/3 flertal og vedtagelse bekræftes efterfølgende på en ekstraordinær generalforsamling med almindeligt stemmeflertal. Ændringsforslaget skal være optaget på dagsordenen til de to generalforsamlinger, som skal afholdes med mindst 4 ugers mellemrum.
Stk. 2 vedtægtsændringer træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.
§ 10 Eksklusion
Stk. 1 Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, som handler i strid med foreningens formål. Spørgsmålet skal være taget op som et selvstændigt punkt på bestyrelsens dagsorden.
Stk. 2 Efter anmodning fra den pågældende skal beslutningen godkendes på en efterfølgende generalforsamling.
§ 11 Opløsning
Stk. 1 Forslag om foreningens nedlæggelse afgøres på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af foreningens medlemmer skal stemme for nedlæggelsen. Såfremt 2/3 af foreningens medlemmer ikke er til stede, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvor afgørelsen træffes ved simpelt flertal blandt de fremmødte medlemmer.
Stk. 2 I tilfælde af nedlæggelse overføres foreningens midler til Gribskov Kommune og anvendes i overensstemmelse med foreningens formål.
Revideret på generalforsamling 22. marts 2026
Godkendt på ekstraordinær generalforsamling 21. april 2026